Errindlev kirke

Sognepræst Peter E. Poulsens beskrivelse af kirken:

Lidt historie

Errindlev Kirke er sammen med Hunseby Kirke de næstældste på Lolland-Falster. Man regner med, den første del er bygget ca. 1170, måske tidligere.

Kirken ligger midt i landsbyen på en bakke, som falder til alle sider. Den store kirkegård er nylig restaureret og er til alle sider hegnet af kampestensdiger. Efter reformationen tilhørte kirken kronen indtil 1699, hvor den blev tilskødet amtmand, greve Flemming Holck til Lungholm. Grev Christian Ditlev Reventlow erhvervede den sammen med Lungholm i 1729 og det blev lagt under det af ham oprettede grevskab Christiansborg, det senere Christianssæde. Med Lungholm blev kirken atter skilt fra grevskabet i 1784 og indlemmet i det i 1803 oprettede stamhus, fra 1819 baroni, Sønderkarle, hvorunder den forblev, til den overgik til selveje 1. januar 1924.

Kirken er af anselig størrelse og i 1707 indberetter den daværende sognepræst Jacob Poulsen Prip følgende, som kan give en grund til størrelsen.

"Kirken har fra alders tid været kaldet St. Nicolai kirke, fordi søfarende, hvis kurs falder fra østersøen og vesterpå, i hedningsskabets tid have indsat den afguds St. Nicolai træbillede i kirken, hvilken de tilbade om vejr og vind, og den er den første, som ses på den søndre kant i Laaland." Enten har den gode Jacob Prip ikke rigtig haft styr på kirkehistorien, eller han har villet give et ordentlig rap til den "katolske overtro."

Bygningen

Kirken er oprindeligt bygget (1170) med et romansk kor og skib, men siden er der kommet en gotisk forlængelse mod øst af koret. Samtidig er de gotiske hvælvinger bygget ind i kirken. (1275) Tårnet er bygget i reformationstiden dog formentlig først færdiggjort ca. 1600. Der har været våbenhuse både på nordsiden og sydsiden, og der har på kirkegården ligget en middelalderlig tømret klokkestabel.

Skibet i den romanske kirke har en længde på 50 romerfod (14,8 m.) og bredden er det halve. Det romanske kor har været næsten lige så langt som det nuværende gotiske. Murene i kor og skib er opført af kamp og kridtsten og er 4 romerfod tykke. Der er romanske sokkelkvadre i granit med en tovsnoning over et hulled i kanten, som må stamme fra den oprindelige kirke, skønt der er blevet flyttet på dem. I kor og skib kan man se blændinger af vinduer og døre. I koret har det romanske vindue været placeret i midten. Det er derfor kun en mindre forlængelse, som er sket ved den gotiske ombygning. I det indre ses af romanske detaljer kun den runde korbue, hvor vangerne har en fremspringende sokkel.

Som nævnt er tårnet først bygget til i reformationstiden og det er en langvarig byggesag. Man påbegyndte bygningen i 1530, men opførelsen gik i stå, da man var nået til 12 alens højde. I 1594 påbød provsten kirkeværgerne at hjælpe til med det murede tårns opbyggelse. Mogens Gøye på Bremersvold havde lovet 18000 mursten, som næsten ville række til at gøre tårnet færdigt, så man havde visse forhåbninger, men skønt sognefolket havde lovet i 1597 at spendere 100 dlr. til formålet, var man i 1602 endnu ikke kommet i gang med arbejdet. 1607 støbes nye klokker til kirken og tårnet må vel da formodes at være færdigt.

Der har været et våbenhus på sydsiden i den vestlige ende af skibet, som Mogens Gøye lod nedrive i 1619 og erstattede med et nyt på nordsiden. Det har været en lille bindingsværksbygning med tegltag. Våbenhuset forsvinder ved den store restaurering af kirken i 1873, som er foretaget af Ove Petersen. Det er en hårdhændet restaurering, hvor man fremhæver støttepiller og kamtakker. Der indmures blændinger i tårnet, som vi kan se det nu. Der etableres adgang til kirken gennem en forhal i tårnet, og en del af bakken mod vest graves væk, for at give plads til flere gravpladser. Man finder ved denne restaurering præstedøren i korets sydside, men den forsvinder i den grå stænkpuds, som man har anvendt for at skjule de mange udlapninger i murværket. Herefter lod man grønne planter yderligere dække murene. Efterhånden som pudsen faldt ned, besluttede man at fjerne den totalt og kalke kirken på ny i 1950erne. Her blev så præstedøren atter draget frem for dagens lys sådan, som den nu kan ses. Uheldigvis anvendes der på et tidspunkt plasticmaling, hvilket giver problemer i 70erne og man renoverer igen kirkens facader i 1987-88. Ved denne restaurering, som beløber sig til 1,2 mill. kr. konstaterer man, at der er salt i munkestenene, hvorfor kalken ikke tørrer ordentlig op, og kirken får flere nuancer. Dette kan være årsag til, at man i forrige århundrede brugte det kraftige stænkpuds.

Inventar

Døbefonten er sammensat af en gotisk kumme fra o. 1300 og en fod i renæssance. Det er en stejl kumme af bægerbladstype med trekløverbuede arkader. Både kummens form og den anvendte teknik ved udførelsen af arkaderne afviger en del fra de gængse gotlandske. Desuden er materialet klæbersten, hvilket kan betyde, at det her måske drejer sig om et norsk arbejde. Foden er af kalksten og cylinderformet, den er fra o. 1600 og bærer et skjold med Gøyernes våben. Langs overkanten er en indskrift: Mons Gøe. Ich lebe oder sterbe bin ich des Hern. Det er Mogens Gøyes valgsprog, som har hentet inspiration fra Romerbrevet 14,8b: Hvad enten vi altså lever eller dør, tilhører vi Herren. Fonten er malet med et lag grå sandblandet maling.

Dåbsfadet er fra 1600-tallet af kobberholdigt messing. Det er 60 cm. i diameter og er glat med borter af små indridsede streger.

Klokker. En stor og en lille fra 1607. Om halsen på den store klokke følgende indskrift: Ano domini 1607 y mellum sante Mickels dach och s. Mortens dag blef dene kloke støft och forthinget af velbirdlich Mons Gøe til Bremers Voldt och daa var sogne prest h. jurgepersen Lavris Fallethin och Rasmus Karre vor kirke verre. På slagringen er indskrevet Mons Gøe til Br(e)mmer(s) Voldt.

På legemet er to medaillonner med Gøyevåbnet flankeret af små relieffer med krucifiks og nedtagelsen fra korset. Den lille klokke har samme indskrift, dog er præstens og kirkeværgernes navne udeladt. De er ophængt i en formentlig samtidig klokkestol til to klokker.

Gravminder. I tårnrummet er 3 gravsten. En figursten over en pige (fra o. 1623) Sophia, doctor Anders Skytes datter. Faderen er muligvis identisk med dronning Sophies livlæge, Anders Schytte. Den er stærkt ødelagt, men figuren og flere markante symboler er genkendelige. Datoen 7. maj 1623 er formodentlig hendes dødsdag.

Desuden er der en sten for Jacob Clausøn, sognepræst til Errindlev-Olstrup i 26 år, provst over Fuglse Herred i 10 år, med sine 3 hustruer og børn. Den er meget slidt.

Den sidste sten er ottekantet og og fra 1886. Den er sat over Anne Jacobsdatter, datter af ovennævnte sognepræst, og bekostet af hendes mand, sognepræst Jacob Prip.

Der er ophængt et billede af Otto Larsen, Torpe, som i sin tid er bekostet af Sparekassen og Sygekassen, hvor han gjorde en stor indsats. Billedet er i en rammekasse og hviler på en pude og er omkranset af en egeløvskrans i sølv. Den har været anbragt på familiegravstedet nord for kirken har siden været opbevaret i Sparekassen og Lokalhistorisk Arkiv i Holeby, men er opsat i tårnrummet i oktober 1995.

Kirkegården. Den gamle kirkegård er restaureret i 1995, hvor den oprindelige kirkebakke er reetableret og en oval sti er anlagt rundt om kirken. Der er herefter etableret fælles urnegrav og urnegravsteder. Ved kirkegårdens sydlige indgang ses en "gravhøj" hvor Lungholm har gravsat de afdøde, som oprindeligt var i tårnrummet før restaureringen i 1870erne. øst herfor er Christian Ditlev Schrøders gravsted med nyrestaurerede gravsten. Skovrider Schrøder var den store iværksætter i Errindlev, Sparekasse, Sygekasse, Brugsforeningen, Skytteforeningen m.m.

Ved en tur rundt på kirkegården kan man iagttage, at gravene er placeret geografisk, Sjælstofte mod syd og Torpe mod nord.

Peter E. Poulsen